Den 5. juni 1849 - Grundlovsdag, underskrev kong Frederik den 7. Danmarks Grundlov. Grundloven afløste kongeloven fra 1665 og markerede overgang fra enevælde, hvor al magt formelt lå hos Kongen, til Indskrænket Monarki, hvor magten blev delt mellem en lovgivende, en udøvende og en dømmende magt. Grundlovens § 3
Folketinget er den lovgivende, Regeringen er den udøvende magt og Domstolene er den dømmende magt.
Med grundloven fik cirka 15% af befolkningen stemmeret. Kvinder, tjenestefolk, fattige og straffede var blandt de, som stadig ikke havde stemmeret.
Grundlovsændringer
Grundloven blev ændret 4 gange siden 1849; nemlig i 1866, 1901, 1915 og 1953:
Siden er grundloven blevet ændret 4 gange:
- 1866: Stemmeretten til Landstinget blev indskrænket
- 1915: Kvinder, tjenestefolk m.fl. fik stemmeret, og folkeafstemninger blev indført
- 1920: Grundloven blev tilpasset til, at Sønderjylland igen var dansk, og at Island var blevet en selvstændig stat i 1918, og regeringens selvbestemmelse over udenrigspolitikken blev indskrænket
- 1953: Landstinget blev afskaffet, og princippet om negativ parlamentarisme som styreform blev skrevet ind i grundloven
1866, Stemmeretten til Landstinget bliver indskrænket
Med grundlovsændringen i 1866 blev stemmeretten til Landstinget indskrænket. Her blev den indirekte og almindelige stemmeret til Landstinget afskaffet. I stedet blev der indført privilegeret stemmeret, som betød, at
- 12 af de 66 landstingsmedlemmer blev valgt af kongen på livstid,
- 53 landstingsmedlemmer blev valgt indirekte af valgmænd i enkeltmandskredse, og
- 1 landstingsmedlem blev valgt af Færøernes Lagting.
Med den reviderede grundlov blev Landstinget mere elitært sammensat. Den nye forfatning tilgodeså de velhavende og især de store jordbesiddere på landet, idet kun 7 mandater blev valgt i København. Dermed fik landets rigeste, herunder godsejerne, stor indflydelse på den politik, der blev ført.
Folketinget blev fortsat valgt af mænd over 30 år med egen husstand.
Systemskiftet i 1901: Kongen anerkender parlamentarismen som styreform
I grundloven fra 1849 var det bestemt, at regeringen blev udpeget af kongen. Det kunne kongen gøre uden at forholde sig til, hvordan Rigsdagen var sammensat.
Kongen sympatiserede med godsejerne, så i en lang periode sad godsejerne på regeringsmagten. Regeringen havde ikke nødvendigvis opbakning fra Rigsdagen, men et flertal af rigsdagsmedlemmerne kunne ikke tvinge regeringen til at gå af.
Ved valget i 1901 fik regeringspartiet Højre (konservative) meget lille opbakning. Partiet fik kun 7 pct. af pladserne i Folketinget. Flertallet i Folketinget mod kongens regering blev nu så stort, at kongen måtte bøje sig og anerkende det særlige princip om negativ parlamentarisme. Det betød, at regeringen ikke måtte have et flertal imod sig. Hvis Folketinget eller Landstinget sagde, at de ikke længere havde tillid til regeringen, skulle den gå af. Regeringen var altså afhængig af politikernes opbakning.
Kongens anerkendelse af parlamentarismen i 1901 bliver kaldt for systemskiftet.
I praksis har vi haft parlamentarisme som styreform siden 1901. Formelt blev princippet om parlamentarisme dog først indskrevet i grundloven i 1953.
Grundloven 1915: Kvinder får stemmeret
Den 5. juni 1915 fik Danmark en ny grundlov. Den indeholdt 5 vigtige ændringer:
- Kvinder og tjenestefolk m.fl. fik stemmeret og ret til at stille op til valg
- Stemmeretsalderen ved folketingsvalg blev sat ned fra 30 til 25 år
- Den privilegerede stemmeret til Landstinget blev afskaffet
- Kongens ret til at udnævne landstingsmedlemmer blev fjernet
- Muligheden for folkeafstemninger blev indført
Før grundlovsændringen i 1915 havde ca. 18 pct. af den samlede befolkning stemmeret. Ved valget i 1918 havde ca. 41 pct. af befolkningen stemmeret.
Påskekrisen og grundlovsændringen i 1920: Kongen fyrer regeringen
I forbindelse med fredsforhandlingerne efter første verdenskrig og de nye grænsedragninger i Europa blev der skabt politisk rum for at give slesvigerne mulighed for at stemme om deres statslige tilhørsforhold.
I 1918 blev der afholdt 2 folkeafstemninger – en i Nordslesvig og en i Sydslesvig. Resultatet blev, at den nordlige del af Slesvig blev dansk, mens den sydlige forblev tysk. Den 15. juni 1920 blev den nordlige del af Slesvig, Sønderjylland, genforenet med Danmark.
Kongen afsætter regeringen
Spørgsmålet om, hvor den nye grænse skulle gå, havde skabt uenigheder i Rigsdagen, hvor der også var utilfredshed med den radikale regering Zahle.
Den 29. marts 1920 valgte Christian 10. at fyre Zahleregeringen. Dagen efter udnævnte han en ny regering. Den havde et flertal imod sig i Rigsdagen. Dermed brød kongen princippet fra 1901 om, at Rigsdagens sammensætning – og ikke kongen – afgjorde, hvem der sad i regeringen. Det skabte en meget alvorlig politisk krise. Fagbevægelsen truede med generalstrejke, og også befolkningen var vred og demonstrerede.
Efter lange forhandlinger måtte kongen udnævne en ny regering, som ikke havde et flertal imod sig i Rigsdagen.
Regeringens selvbestemmelse over udenrigspolitikken indskrænkes
Som følge af genforeningen skulle grundloven justeres, og i september 1920 blev 1915-grundloven tilpasset, at
- Nordslesvig igen var dansk, og
- Island var blevet en selvstændig stat i 1918.
Samtidig blev regeringens selvbestemmelse over udenrigspolitikken indskrænket. Efter justeringen kunne en regering ikke længere erklære krig eller slutte fred uden Rigsdagens opbakning. Som en følge af det blev Det Udenrigspolitiske Nævn oprettet i 1923.
Grundloven af 1953: Landstinget bliver afskaffet
Efter 1915-grundlovens vedtagelse kom Landstingets sammensætning efterhånden til at minde mere og mere om Folketingets sammensætning, og med grundlovsændringen i 1953 blev Landstinget afskaffet. I stedet blev mulighederne for folkeafstemninger udvidet, så et vedtaget lovforslag kan sendes til folkeafstemning, hvis en tredjedel af folketingsmedlemmerne kræver det. Det blev bestemt i grundlovens § 42.
Princippet om negativ parlamentarisme blev også sikret, så en minister ikke kan fortsætte, hvis der er et flertal imod det. Det blev skrevet ind i grundlovens § 15.
Stemmeretsalderen sættes ned
Hvor høj stemmeretsalderen skulle være, var der uenighed om i Folketinget. Den blev derfor taget ud af grundloven og sat til sin egen folkeafstemning. Valget stod mellem 21 og 23 år, og resultatet blev, at stemmeretsalderen blev sat ned til 23 år. Siden 1915-grundloven blev vedtaget, havde stemmeretsalderen været 25 år til Folketinget og 35 år til Landstinget.
At afgørelsen om stemmeretsalderen blev taget ud af grundloven i 1953 betyder, at stemmeretsalderen i dag kan ændres, uden at man skal ændre hele grundloven. Men det kræver en folkeafstemning at ændre stemmeretsalderen.
Tronfølgeloven bliver ændret
I 1953 blev der vedtaget en ny tronfølgelov, der gav både kvinder og mænd ret til at arve tronen. Den ændring blev også skrevet ind i grundloven i 1953 (§ 2).
Andre betydelige ændringer i grundloven i 1953 var:
- Kravet om folkeafstemning ved afgivelse af dansk suverænitet blev skrevet ind (§ 20)
- Frihedsrettighederne og regler om frihedsberøvelse (§ 71) og foreningsfrihed (§ 78) blev udvidet
- En ny paragraf om retten til arbejde blev tilføjet (§ 75)
- Grundloven blev udvidet til også at gælde for Grønland, der tidligere havde haft kolonistatus
Kilder: almen viden, suppleret med oplysninger på skagenonline.dk, danmarkshistorien.lex.dk og folketingets hjemmeside, ft.dk
https://www.skagenonline.dk/faq/hvilken-styreform-havde-danmark-for-grundloven
mhttps://danmarkshistorien.lex.dk
https://www.ft.dk/da/folkestyret/grundloven-og-folkestyret/grundlovens-og-folkestyrets-udvikling